Figur af Læsehest ovenpå bøger om kognitiv adfærdsterapi, Acceptance and Commitment Therapy ACT og angst hos psykolog Maja Schou: Samtaler Terapi Supervision

Kognitiv adfærdsterapi (KAT)

Kognitiv adfærdsterapi er en aktiv, ligeværdig og effektiv behandlingstilgang til en lang række problematikker.
Kognitiv Psykologklinik for unge og voksne | Psykolog Maja Schou er specialiseret i kognitiv terapi/kognitiv adfærdsterapi (KAT) – blandt andet i forbindelse med behandling af angst, depression, lavt selvværd, stressproblematikker m.m.


Den betydning, vi tillægger noget – det, vi tænker i og om en given situation – har betydning for hvilke følelser, der aktiveres; hvordan vores krop reagerer, og hvordan vi handler. Det gælder, uanset om vi er deprimerede, bange, vrede eller andet.

Derfor arbejder vi i kognitiv adfærdsterapi med at identificere sådanne sammenhænge mellem dine tanker, følelser, kropslige symptomer og handlinger. Vi arbejder også med at håndtere og ændre de negative spiraler, der kan gå igang mellem dine tanker, følelser og handlinger. Alt sammen med henblik på at ændre de mekanismer, som kan være med til at udløse, vedligeholde og/eller forstærke din angst, depression eller lignende.  

Det handler ikke om at lære at tænke positivt eller ukritisk optimistisk – men om at understøtte din evne til at forholde dig aktivt til dine tanker gennem evaluering og eventuel nuancering. Vi vil fx sammen undersøge, om de givne tanker er realistiske og brugbare for dig. Vi vil også gennem forskellige teknikker kunne arbejde med mulighederne for at tænke noget andet i de givne situationer, som er mere hensigtsmæssigt og understøttende for dig.

På samme måde arbejdes aktivt med de handlinger og strategier, du især benytter dig af. Er handlingerne fx med til at vedligeholde de negative tanker og følelser? Og ville du kunne gøre noget andet, mere hensigtsmæssigt eller hjælpsomt i de givne situationer? Nye handlemuligheder og strategier opbygges gradvist gennem øvelse, støtte m.m.

Læs mere om min bog “Fri for Angst – med kognitive metoder”.
Bogen indeholder en grundig og lettilgængelig introduktion til, hvordan man kan arbejde med angst med udgangspunkt i kognitiv terapi/kognitiv adfærdsterapi hos unge og voksne.

Privatlivspolitik Copyright © Psykolog Maja Schou
<